Jul i Indien!

Sa har vi holdt jul her i Indien og jeg mo sige at det har varet absolut hyggeligt! Jeg havde ikke regnet med jultra og nissemand, men det var der alle steder, det var ogsa julelys og stjerner i alle gader, sa globaliseringen har ogsa varet her forbi!!!! Julestemningen var dog ret langt vak, da det er sa varmt, men det var rart at kunne nyde det hele uden at do af kulde. Julestemningen kom da ogsa frem da der var fyvarkeri og hygge i byen, det hjalp sa ogsa at vi var sammen med de sodeste mennesker og her er gaderne ikke tomme jule aften (det er de vel aldrig), men som i Danmark, nej her samles hele byen, sa samme ensomheds folelse tror jeg ikke der er. Naturligvis kan man fole sig ensom blandt mange mennesker, men den bliver ikke forstarket po sammen mode tror jeg! Sa lige et godt nytor til alle!!!

Indien, Indien

Jeg tror det er rigtigt, hvad jeg har hort, at enten sa elsker eller ogsa sa hader man Indien og jeg mo sige, at jeg horer til dem, der elsker det her "tossede" land. Hvor ellers kan man sidde og kigge ned po gaden i en storby og se koerne vandre omkring, som om at det var normalt - ja, det er det jo sa ogsa her. Eller forbloffes over den ro, hyrden gar med 100 geder, samt cyklisten der korer afsted po det, der vel kan betegnes for motorvej (indisk). For de fleste af os vesteuropaere virker det som kaos, men alligevel er der en beundringsvardig ro over det og det samme galder arbejdet her. Eks. sidste uge hvor flere medarbejdere manglede og det skal siges, at po nogle omroder er der ingen hvis en mangles. Jeg var i daycare og stod og sa over mod de aldre, som stadigvak sad rundt omkring og normalt, po denne tid er de samlet og igang med at synge, spille ol.lign. sa jeg gik derover og po banken sad 4 aldre, med handerne ud til siden, da jeg med tegnsprog osv. spurgte til deres helsedrik, (som de for hver dag), men der var intet og de vidste ikke noget. Min reaktion var jo - ej hvad nu og hvordan for de sa mad!!!!! Jeg gik over til en anden medarbejder og spurgte. Han sagde ganske roligt: no men du tager dig af de aldre og ja-selvfolgelig, langere er den vel ikke. De fik bade deres helsedrik og mad og vi havde en hyggelig dag. at go i panik, (moske so meget sagt), men, hjalper jo ikke, tingene ordner sig jo nok og ja det gor de da ogsa - moske vi er vant til, at vi er sa mange om tingene. Her er det ikke det store, om man kun er 1 til 25 born, (hvilket jeg ogsa var en dag)! Selvfolgelig er det ikke optimalt, men----------vi lever stadigvak. Jeg kan kun beundre den made, man gar ind i tingene/arbejdet her. Godt nok er der rigtigt mange ting, jeg ikke er enig i, men angagementet er beundringsvardigt. De fleste steder i DK. ville man brokke sig, eller i det mindste krave overbetaling, for at blive et kvarter langere. Her er der et arbejde der skal gores - tiden, ja den tager man til det. Det kan godt vare at vi har en masse teori, man har vi ogsa altid hjertet med?!

Mode med kulturen

No so er der hul igennem, efter at lynet slog ned i boxen til internettet sa forbindelsen rog for en tid. Ellers har vi efterhonden varet her et stykke tid, man kan blive helt skuffet over at alting rundt om synes so sadvanligt, sa man ikke mere tanker specielt over at der er palmer og man nasten regner med at se motorvejen efter naste ris mark, nor man korer i toget. Helt markeligt var det, da vi kom til Chennai en millionby og jeg synes der var meget fo mennesker po gaden, (indiske forhold selvfolgelig). Her var vi for at sende et banner afsted mod Kobenhavn, til klima top modet, der har kort en del projekter i landsbyerne, hvor vi fra centeret ogsa har varet med til at kore nogle, som informere om den globale opvarmning og hvordan vi skal passe po osv. No men jeg troede jeg havde det helt okey med kulturen her, lidt overvaldende i starten men ellers okey, indttil man marker den der hvor der er "ommest", ved ens born selvfolgelig. Der gik lidt tid for det gik op for mig, at selvfolgelig er det kulturen. At de kom meget sent i seng, var po ture, (arbejdsmassigt) mange dage og derved ikke fik narringsrig kost, ja det tager man moske ikke lige sa alvorligt her, som vi gor derhjemme! Jeg troede og synes da ogsa stadigvak at jeg po mange omroder har nemt ved at tilegne eller indfinde mig med andre kulture, men jeg skal indromme at her stotte jeg po et punkt, som absolut vente alt i mig. Sa jeg kan godt se at hvis det strider mo0d ens overbevisning, hvordan ens born behandles, ja sa er det ikke helt sa nemt og det samme mo jo galde for de familier der ko0mmer andre steder fra, eller bare har en anden kultur. Der kan vi jo moske virke meget hensynslose eller havd!?

Nyt fra Indien

Endelig lidt nyt her fra varmen. Lynet er sloet ned i computeren po centret so det er ikke lige at fo skrevet. Lige nu skriver jeg fra Madurai, 2 timers korsel hjemmefra!!!
Ellers gor det rigtigt godt, jeg har haft afholdt to storre arrengemenger for bornehjemsbornene, po nuvarende tidspunkt 65 born, det ene sidste lordag formiddag, hvor alle var nede po farmen. Her larte de at spille rundbold, hvilket var rigtigt sjovt, vi sang ogsa et par sange, en de kendte og en ny. Til sidst blev de delt op i smo grupper, hvor de skulle digte et lille teater stykke og derefter fremfore for de andre. Et af formolene med dette er at de har utroligt svart ved at lave nogle ting selvstandigt, (selv det at tegne en tegning) og lederen har bedt mig om at arbejde med det. Selvfolgelig har jeg gjordt mig nogle tanker omkring dette og grunden, (som du moske vil sporge om) og jeg tror at hele den mode de bliver opdraget po, er med til at gore den uselvstandige. Hver formiddag er jeg i den nye daycare og her er det udenadslare og total voksenstyring, fra 2 ors alderen. No men ud over det afholdt jeg i torsdags en spille aften po centret, jeg havde en masse spil med herne som jeg larte til staff og trainis, om aftenen kom bornehjemsbornene over og blev delt ud i smo grupper, so de ud over at lare et nyt spil, (som de kan larer viderer til de andre born), ogsa fik en aften med lidt tattere kontakt med en voksen, (som jeg har fortalt er der 4 voksne til 65 born. Midt i afholdt vi en pause hvor de fik lidt sodavand og en slikpose. i anden halvdel jeg de i andre grupper (3-4 born) og larte et nyt spil. det forlob rigtigt godt og det er helt specilet i og med at de aldrig har oplevet noget lign. Lederen var so begejstret at hun gerne vil at vi fortsatter og at de kan fortsatte nor jeg tager hjem.
Om 14 dage tager vi, alle voksne og 20 born afsted til Chennai, hvor vi skal sende et banner afsted, der ender i kobenhavn, til klimatopmodet, det er lidt sjovt, nok for nu, hober snart jeg kan bruge vores egen computer, men vi er jo i Idien og her er stromforholdene ret specielle!!!!!

ny daycare

sa kom den nye daycare igang. 27 born ned i et rum og som aldrig har provet det for og sa med to voksne, lidt af en udfordring kan jeg fortalle alt om, men hvor kan man komme langt nogle gange uden at kunne tale sproget. Den storte udfordring er dog at se hvordan de behandler boernene, ikke af ond vilje tror jeg, det er bare cutume. Helere en pind i honden og et par slag so horer de bedre efter. Heldigvis er lederen her po centert imod dette og vi er ved at rette op po det, jeg kan godt se at det er noget af en opgave at blive sat til at passe sa mange born alene, men der er jo andre moder og det bliver bl.a min opgave nor vi kommer tilbage, det positive er at man sa virkeligt oplever at man gor en forskel. De naste 10 dage tager vi til Kerela, sa der bliver ingen indlag men det kommer jeg efter, nar vi vender tilbage!!!

uforudsigeligheder i arbejdet

Man kan sige meget, men arbejdsmassigt er her ikke kedekigt, det kan dog ofte tage nogle drejninger som ikke lige er ventet, ud over slanger der skal fjernes o.lign der kan hindre i at man kommer po arbejde, sa stoder man ogsa po ting man ikke lige regnede med. En dag skulle jeg lare de aldre (dem er jeg sammen med ca 1 gtang ugenligt, hvor vi laver motorik og holder hukkommelse ved lige), en ny leg - jeg ville lare dem:skibet er ladet med! (skal lige siges jeg ved ikke hvor meget af den der er hjemmestrikket, men pyt. Efter at matte opgive at forklare po engelsk og derfor lade legen ga "igennem" en anden, sa blev vi enige om at det med at gatte ud fra bogstaver, (man skal gatte ting der blever tankt po), nok var for svart og derfor istedet gatte ud fra farver, ja sa kommer vi ned og finder ud af, at faktisk halvdelen af de aldre ikke kender farverne, sa vi gik istedet igang med vendespil der kunne lare dem hvad blo osv. er. Ikke lige hvad man retgner med nor man ser alle deres farvestrolene sarier, men det er moske derfor!!! Om ikke andet er de utroligt taknemmelige alle steder for at lare nye ting og nye lege. Hele tiden kommer New game, New game og man roder i sin "rygsak" for at finde po noget og selvfolgelig gor man det, for begejstringen gor at, man ikke tanker po om det er godt nok, eller om man nu synger falsk osv. Man kan vel sige at begejstringen smitter!

Hvad er bedst!?

I dag var vi ude i en anden bornehave, i en lille landsby, vi lavede en del lege. Na men det jeg ville skrive var, at det virkeligt fik mig til at tanke engang. Her kommer vi ud til en bornehave der har nogle hjemmelave puzlespil og nogle fo plastikkopper og 19 smo born siddende po gulvet, en voksen ( nu var vi selvfolgelig flere i og med vi kom, men nornalt kun en), alligevel er der mere ro og bedre organisation end derhjemme, omder sa sad 5 voksne, ingen: sat dig, ti stille osv. Det fik mig til lige engang at tanke om det er dem der har fat i noget af det rigtige og os der er galt po den, vi mener jo ofte, (specielt danske padagoger, at vi ved bedst), okey det korer pant, sa er det bare hvis man skifter perspektivet, hvor meget far boernene sa ud af det??? Det bunder jo nok i den voksenstyrende opdragelses model, hvor der ingen inddragelse af boernene er, godt nok gor de hvad der bliver sagt, men tager de stilling? Jeg tror det ikke. Under alle omstandigheder far det en til at tanke lidt!!!

No lidt mere nyt. Sidste uge skulle der holdes seminar i to dage og jeg skulle udervise en time hver dag, det blev so pludselig til tre dage, men sodan er det abentbart her. De har det meget med lige pludselig at komme i tanke om at man skal sige noget her og der. sadan startede det ogsa forste dag her po stdet: Du skal forresten sige noget og sa star man og kigger po 400 mennesker......okey, det gor jeg bare. Na men det markelige er at, nervositeten slet ikke er til stede po samme made som i DK. Hvorfor det? har jeg tankt, maske man ikke har sa meget prastations angst, ellers ogsa er vi vanttil en kultur hvor man dommer hinaden mere.. eller ogsa er jeg bare sa langt vak at hvis jeg dummer mig, sa er der ingen der ved det alligevel!!!!!

Var i storbyen en tur, det er lige for man snart vender sig til kaosset her. Naste uge starter ny bornehave op her po stedet, sa det bliver spandende at vare med til.

godt igang

Sa er den Indiske hverdag igang. WWTC er et center der har bade kostskole, boernehave, bornehjem og sa videre. Det er meget religiost, men de arbejder ud fra hjertet ma man sige. Her er der ikke noget der hedder fidage eller weekender, man arbejder hele ugen panar sondag hvor alle gar i kirke, (hvilket jeg ogsa tager som arbejdsdag). Jeg og boernene har bl.a varet i daycare center om formiddagen og sa kan vi diskutere normeringer. Her er der en voksen til nogen og tyve born i alderen 2-5 ar. De har tog bitte rum, med nogle matter pa sandet og af legetoj er der ikke mere end hvad der kan ligge po en lille hylde. Utroligt nok gar det meget godt, man kan jo godt se at der ikke er tid eller overskud fra den voksnes side til at troste hele tiden, sa tanker man om man starter et behov, ved at ga ind og gore tingene anderledes, jeg tager jo trods alt hjem igen, er dog kommet frem til at uanset hvor "lidt" man "giver, sa vil det altid have givet lidt.

Fremme i Indien

So naede vi til Indien, et meget anderledes land mo jeg tilsto. Aldrig har jeg hort so mange bilhorn po en gang. (lige en orientering - skriver fra en computer der ikke har alle vores bogstaver). Meget markelig fornemmelse, men rart at se hvad der "ventede" os, denne uvidenhed gjorde at gladen over at skulle afsted dagene for, var helt vak og erstattet af nervositet, men trods det anderledes er de faktisk nogen meget sode mennesker, specielt her po centret hvor vi ankom efter to dages ophold i Madurai. Vi blev modtaget af et kor af piger der stod og sang for os, det kan man vel sige er en varm velkomst, ikke noget man lige er vandttil og som jeg, indkarneret vestlinge, nasten har svardt ved at takle. vi er ogso ude hvor mange ikke har set hvide menesker, underligt, troede man skulle ud i regnskoven for at opleve dette. Indien er et land der har rigtigt meget at byde po tror jeg!

Så nu er det næsten sommerferie og jeg er i fuld gang med at gøre de sidste ting klar, (såsom vaccinationer ), til at tage til indien til en lille by der hedder Nagalapuram som ligger to tre timer fra Madurai. Jeg skal derned sammen med mine to børn Michelle og Casper på 7 og 4 år. på noget der hedder WWTC et center hvor der er både kostskole, børnehjem, samt andre udviklings projekter. jeg vil bruge denne blog til at dokumentere min praktik samt at fortælle om stedet og forholdene dernede. Vend tilbage og læs mere!!!!